Skitseperspektiv af bolig fra ankomstsiden

Udsigtsvilla i mursten og tombak

I den gamle del af Uhrhøj har Mauhaus hjulpet ejerne af en nyerhvervet matrikel, hvor der i dag befinder sig en bolig fra 1930, der efterfølgende er renoveret i 1972. Den oprindelige bolig ville være vanskelig og omkostningstung at renovere og bygge til. Bygherre besluttede derfor tidligt i designprocessen at det eksisterende hus skulle nedrives. Grundens enestående beliggenhed og potentiale kunne herefter realiseres fuldt ud i et nyt enfamiliehus.
På grund af matriklens meget hældende topologi og ønsket om at få mest ud af den flotte beliggenhed i første række, har vi prioriteret at gulvkoten skulle være så højt placeret, som byggeretten tillader det ifølge BR18. 

Bygningens garage er placeret i kælderen, hvorfra der er direkte forbindelse op til boligens stueplan og herfra videre op til 1. sal. Fra 1. sal er der udgang til en stor, overdækket tagterrasse, hvor eftermiddagssolen og aftensolen er prioriteret i særdeleshed.

Fra stueplanet er der direkte udgang til store, hævede, sydvendte terrasser, der giver mulighed for større arrangementer fra morgenstund til solen går ned.

Bygningens arkitektoniske elementer fordeler sig på tre primære varianter, hvor kælderen er udført i in situ beton, stueplanet delvist i mursten og tombak og første sal ligeledes i mursten og tombak, men i form af et “fold”-princip, der griber om hinanden og derved skaber en klar, arkitektonisk sammenstilling.

Opgave

Skitseprojekt, Myndighedsprojekt

Klient

Privat bygherre

Sted

Uhrhøj, Vejle

Status

Igangværende projekt 2021